Indflytnings information

Velkommen

Vi er glade for at kunne byde dig velkommen i dit nye hjem. Vi håber, du vil blive glad for at bo her og vi vil gøre vores til, at du synes om at være her. Vi vil gøre os umage for, at din dagligdag ligner den, du kender fra dit tidligere liv.

Vi ønsker, at dine pårørende oplever at være en naturlig del af hverdagen på Ældrecenter, hvor de altid er velkomne og stadig kan deltage i din dagligdag, som inden du flyttede ind på centeret.

Vi bestræber os på at kombinere selvstændigheden fra tidligere bolig med trygheden ved at bo på et center, samtidig med at der er mulighed for at deltage i de aktiviteter, der tilbydes i Område vest.

Hvis vi ikke opfylder dine eller din families forventninger eller aftaler med henblik på din dagligdag, kan du trygt henvende dig til kontaktpersonen eller lederen.

Vi håber, dette hæfte giver svar på nogle praktiske spørgsmål, så du så hurtigt som muligt føler dig hjemme.

Din kontaktperson og personalet i øvrigt er altid til rådighed med yderligere information.

 

Kontaktperson

Ved indflytning får du tilknyttet en kontaktperson.

Kontaktpersonen er den medarbejder, der er særligt knyttet til dig og som sammen med dig er ansvarlig for, at din dagligdag bliver så god som mulig.

Navnet på kontaktpersonen står i hjemmeplejens arbejdsmappe, som skal ligge i din bolig. Hjemmeplejens arbejdsmappe drøftes i forbindelse med indflytningssamtalen. Hjemmeplejens arbejdsmappe er hjemmeplejens arbejdsredskab og tilhører Vejen Kommune.

 

Indflytning

Når du flytter ind, er vi med til at skabe nogle trygge rammer for dig, hvori vi kan tilbyde aktiviteter og samvær med andre beboere.

I forbindelse med indflytning laver visitator en ny vurdering af dit behov for hjælp til pleje-, omsorg og praktisk bistand.(rengøring)

Alt vedrørende boligen aftales med boligselskabets repræsentant.

 

Indflytningssamtale

Lederen og kontaktpersonen har en indflytningssamtale med dig i forbindelse med din flytning. Vi opfordrer pårørende til at være med.

Indflytningssamtalen kan foregå, før du flytter ind eller senest 14 dage efter indflytningen.

Ved indflytningssamtalen ønsker vi at få oplyst, hvem vi især skal samarbejde med af din familie eller venner.

Denne persons opgave vil blive at formidle information, praktiske ting og invitationer til familie og venner.

Ved samtalen vil vi gerne drøfte gensidige forventninger til samarbejdet.

Hvis du ønsker det, kan der aftales en opfølgningssamtale 2 - 3 måneder efter indflytningen.

 

Lejemål

Når du flytter ind i din nye bolig i Område Vest, er det som at flytte ind i et hvilket som helst andet lejemål. Tag de møbler med du er mest glad for - nye som gamle.

Du skal medbringe indbo: seng, møbler, støvsuger, vaskemaskine, rengørings-rekvisitter og -midler, gardiner, linned m.m. Rengøringsmidlerne skal være svanemærkede eller blomstermærkede.

Hvis du ønsker, at lægge gulvtæppe på, bør du forinden rådføre dig med personalet om, hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt, da der også skal tages hensyn til eventuelle hjælpemidler og personalets arbejdsforhold. Dette gælder ligeledes for indretning af lejligheden.

Det praktiske arbejde med indflytning og møblering af boligen, samt rengøring efter fraflytning er din og din families opgave.

 

Vask af tøj

Du kan visiteres til hjælp til tøjvask.
Har du vaskemaskine fra tidligere bolig medbringes denne.
Har du ingen, kan du tilbydes vaskeservice mod betaling.
Det er nødvendigt, at din boligs nummer er i alt tøj inden det sendes til vask. Pårørende bedes sørge for dette. Tekstilpen udlånes ved henvendelse til din kontaktperson.
Vi erstatter ikke tøj der ødelægges ved et hændeligt uheld.

 

Indbo - ansvarsforsikring

Husk at flytte din indbo- og ansvarsforsikring til din nye adresse. Vejen Kommunes forsikring dækker ikke tyveri/indbrud hos lejere.

 

Måltider

Måltider kan enten indtages i cafeen, eller hjælperen kan levere måltidet i din lejlighed, hvis du ønsker dette.
Ved indflytning aftales, hvilke måltider du ønsker fra centeret.
Du modtager et giroindbetalingskort fra Madservice Vejen. Vi anbefaler, at du tilmelder alle faste betalinger til Betalingsservice i din bank.

 

Høreomsorg

Batterier til høreapparat

- Batterier kan bestilles via hjemmesiden www.batterier.oticon.dk eller på telefon 39 17 74 44 - Åbningstider Mandag til fredag fra kl. 8:00 - 16:00

- eller klik her: Guide til bestilling af batterier